Egedal – Fjernvarmeudrulning

Egedal – Fjernvarmeudrulning
- Rolle: Rådgiver
- Omfang: 95 km hoved- og fordelingsledninger i dimensioner fra DN32-DN250 og +5.000 kundetilslutninger med tilhørende +100 km stikledninger
- Bygherre: Egedal Fjernvarme
- Entreprenør: Nordkysten, NCC, Schiøler Rør, JHH Entreprenør og Poul Sejr
- Opførelse: 2022-2029
Udbygningen af fjernvarmenettet i Egedal er en omfattende og ambitiøs udvidelse af fjernvarmenettet. Projektet sigter mod at konvertere varmeforbrugere fra olie og naturgas til fjernvarme, hvilket vil bidrage væsentligt til at gøre energiforsyningen i Egedal Kommune mere klimavenlig. Udvidelsen omfatter installation af mere end 95 km hoved- og fordelingsledninger i dimensioner fra DN32 til DN250 samt tilslutning af mere end 5.000 kunder og etablering af mere end 100 km stikledninger.
Udvidelsen af fjernvarmenettet i Egedal Kommune er et afgørende skridt mod at sikre en bæredygtig energiforsyning til områdets borgere. Projektet vil forbedre energieffektiviteten og reducere CO2-udledningen markant, hvilket er i tråd med Egedal Kommunes miljømål.
Projektet forløber over syv år, fra 2022 til 2029, hvilket afspejler arbejdets store skala og kompleksitet. Den lange tidsramme sikrer, at alle faser fra planlægning og design til installation og idriftsættelse kan udføres med nødvendig omhu og præcision.
Teknisk rådgivning
Norsyn har spillet en central rolle i projektet ved at udføre forundersøgelser og udarbejdelse af overordnet Masterplan og budget for udbygningen, herunder tracering og dimensionering af ledningsnettet.
Derudover har vi stået for den komplette detailprojektering samt overordnede projektledelse under udførelsen. Vi har, sammen med Egedal Fjernvarme, brugt mange ressourcer på at udtænke nye og smartere måder at etablere fjernvarme på med henblik på optimering af økonomi og tid i projektet. Norsyn har i den forbindelse udviklet en ny lægningsmetode, hvor man ved brug af skumpuder på steder, som man ikke tidligere har benyttet skumpuder, har kunne reducere mængden af lyreslag og svejsehuller betragteligt, uden at gå på kompromis med kravene i EN13941.
I projektet har bygherren desuden valgt, at alle hoved- og fordelingsledninger skal detailprojekteres med længdeprofiler, hvilket har givet stor værdi i den efterfølgende udførelsesperiode, hvor længdeprofilerne har været et vigtigt værktøj til at planlægge gravedybder samt at identificere og håndtere forhindringer i tracéet.
Ud over detailprojektering har vi i Norsyn også udført byggeledelse og tilsyn under udførelse. Denne ydelse har inkluderet overvågning af byggeprocessen for at sikre, at arbejdet blev udført i overensstemmelse med projektets specifikationer og tidsplaner. Vi har gennemført regelmæssige tilsyn på byggepladsen, koordineret mellem entreprenører og bygherre, samt sikret, at eventuelle udfordringer blev håndteret effektivt og professionelt. Denne omhyggelige ledelse og tilsyn har været afgørende for projektets succes og kvalitet.

Udbud og samarbejde
Arbejderne er blevet udbudt i tre separate rammeaftaler, hvoraf nogle er strategiske samarbejdsaftaler med afregningsformen cost+. Denne tilgang har haft til formål at inddrage entreprenørerne tidligt i planlægningen af arbejdet (tidlig entreprenørinddragelse) og fremme samarbejdet mellem parterne i projektet (bygherre, rådgiver og entreprenør).
I Norsyn har vi stået for udarbejdelsen af udbudsmateriale baseret på AB18 suppleret med detaljerede beskrivelser for jordarbejder, smedearbejder og rørleverance. Dette materiale har sikret en høj detaljeringsgrad og kvalitet i alle projektets faser.

Kundeinstallationer
Som en del af projektet har vi også stået for udbuddet af en rammeaftale for levering og montering af fjernvarmeunits. Denne rammeaftale omfatter både installationer i villasegmentet og større kunder med et varmebehov op til 250 kW. Arbejderne og leverancerne er udbudt som en samlet rammeaftale, hvilket sikrer en ensartet og effektiv proces fra planlægning til installation.
Implementering af præisolerede plastrør
Flere etaper er udført med præisolerede plastrør i stedet for stålrør. Dette har medført en markant reducering af såvel tid som økonomi i projekterne og projektet har således været med til at skubbe til udviklingen i branchen, hvor en reduktion af anlægsomkostningerne er nødvendig for fortsat at kunne realisere flere fjernvarmeprojekter rundt om i landet med henblik på en fortsat indsats henimod udfasning af fossile brændsler til opvarmning.

