Vridsløsemagle – Termonet

Oversigt over ledningsnet og boringer i Vridsløsemagle

Vridsløsemagle – Termonet

Projektet omfatter konvertering af oliekunder i landsbyen Vridsløsemagle til termonet – også kendt som ”kold fjernvarme”. 

Termonettet i Vridsløsemagle udnytter energien fra jorden via en kombination af lodrette boringer i ca. 200 meters dybde samt de horisontale fordelingsledninger, som forsyner de enkelte tilsluttede forbrugere. Systemet er designet til at forsyne individuelle varmepumper i hver husstand ved hjælp af vand-til-vand varmepumpeteknologi. Denne metode sikrer en effektiv og bæredygtig opvarmning, som væsentligt reducerer CO2-udledningen ift. referencescenariet, hvor den primære opvarmningskilde var olie.

Projektperioden strakte sig fra november 2021, hvor udarbejdelsen af projektforslag blev igangsat, indtil 1. maj 2024, hvor den sidste strækning blev idriftsat.

Norsyns ydelser i projektet

Høje Taastrup Fjernvarme igangsatte en forundersøgelse for etablering af kold fjernvarme i Vridsløsemagle, som er en såkaldt olielandsby med 110 boliger i Høje Taastrup Kommune. Dette innovative tiltag havde til formål at konvertere boligerne fra olieopvarmning til et mere bæredygtigt og effektivt termonet.

I Norsyn stod vi for introduktionen af konceptet med termonet/kold fjernvarme samt udførte økonomiske vurderinger både for selskabet og for brugerne for Høje Taastrup Fjernvarme. Disse vurderinger havde til formål at sikre projektets økonomiske levedygtighed og bæredygtighed for alle involverede parter. 

Ud over de indledende økonomiske vurderinger udarbejdede vi også et omfattende projektforslag, som inkluderede samfundsøkonomiske beregninger. 

Efter vedtagelse af projektforslaget har vi stået for dimensionering af anlægget samt detailprojektering og udbud.

Trykforhold i ledningsnettet fra hydraulisk Lean Heat-model. Analysen identificerer udfordringer i trykforhold, som siden er løst.
PI-diagram over pumpestation

Dimensionering af anlægget er foretaget både i relation til hydrauliske forhold i anlægget, hvortil vi i Norsyn har bygget en hydraulisk model i Danfoss Leanheat. Det samlede trykspænd i anlægget skal, grundet varmepumpernes begrænsning af max. og min. tryk, holde sig inden for 1-3 bar, hvorfor det er af afgørende betydning for anlæggets design, at der er styr på trykforholdene i anlægget.

Vi har desuden stået for at dimensionere anlægget i relation til effekt og energioptag med henblik på at sikre, at anlægget kan levere den nødvendige varmeeffekt på årets koldeste dage såvel som den samlede nødvendige energimængde over året.

Projektet demonstrerer en succesfuld overgang fra olieopvarmning til et innovativt termonet, hvilket understreger potentialet for kollektive varmesystemer selv i mindre landsbyer, hvor den traditionelle fjernvarme ikke er rentabel, og hvor individuelle varmeløsninger således er eneste alternativ.